Pokémon; Zaria

Diskuter og fremvis fanfiction.

Indlægaf Tahu 1 » 7. apr 2015, 22:13

Uhhhhh.... o.o
Gad vide hvad Gail håber ikke er indbildning... o.o

Som altid, spændende læsning, og jeg glæder mig til at læse mere! x3
~RPG karakter~
Billede
((Klik på billedet for mere info))

Billede
Brugeravatar
Tahu 1 Mand
Skribent
Skribent
 
Indlæg: 1628
Tilmeldt: 7. jun 2013, 21:33
Geografisk sted: Holbæk, Vestsjælland.
Land: Danmark

Indlægaf Wartortle » 1. maj 2015, 18:52

Kapitel 17

”Lad lige være med det næste gang knægt” lød en stemme og Romeo kendte den godt, deres unavngivet træners ryst løb ham ned af ryggen mens hans krop inderligt prøvede at bevæge sig... ”det ville slet ikke have været sjovt ellers”
Hvad helvede var det manden fablede om, blev Romeo ved med at tænke, hvornår var han overhoved dukket op og hvorfor var Romeo ikke alene mere...
Hans brune øjne åbnede sig på halvt, han var ikke længere i skoven, slet ikke udenfor... han så en grålig, metallisk og beskidt væg der på en eller anden måde virkede ham bekendt...
”I det mindste fik han tilkaldt de andre... så helt umuligt var han ikke... selv hvis vi have ladet ham rødne op var der kommet nye til”
”Men det var ham hun ville have, han er i live og nummeret er rent” ... ”tro mig, jeg ville have valgt alle andre end ham, men nu var det lige den type der sagde hende mest”
”Hvad er det egentlig også for nogle åndsvage kræfter at have, i den her fart slår knægten sig selv ihjel” nogen rømmede sig ”igen altså”
Romeo kendte ikke den anden stemme der blandede sig med trænerenes, den var så lys og fin i forhold til den anden, stadig tydeligt en mandestemme, men en mere fattet, og velovervejet stemme... han ville have svar, men hans krop eller stemmebånd gav ham ikke lov, det var som om at kun synet og hørelsen var på hans side så han prøvede i stedet for at flytte blikket i den retning stemmerne kom fra
”Han er altså vågen” lød den lyse stemme ”og han har sikkert hørt alt hvad vi har sagt”
”Det ændre ikke på noget, tænk sig, det kan måske komme til vores fordel” ... ”i hvert fald kan vi få et show ud af det”
”Så længe vi ikke lader ham dø... sker der ham noget så er det vores hoveder der ryger”
Stemmerne var stadig ude af synsvinkel og Romeo havde svært ved at bibeholde sine rolige tanker... han havde ingen ide om hvor længe han havde ligget i det metalliske rum, men tabet af Pepper sad stadig oppe i halsen op ham og stak i hjertet på ham... de havde kun fanget ham, ikke gjort nogen fysisk eller mental skade på ham... måske havde de ret... måske ville han være den der skulle bruges...
”Lad dem gå” fik han så endelig sagt trods hvor træt og stiv hans kæbe var ”tag mig, men lad dem gå”
Hans forslag blev mødt af latter ”tror du at vi stoler på dig?” ... ”du er ikke andet end afskum... du skal ikke komme at tro at du kan tale lort til os bare fordi du er hjemme igen”
Det kom ikke som nogen overraskelse for Romeo, han havde leget med tanken i et stykke tid og alting virkede for bekendt til ikke at være det sted hvorfra han havde flygtet fra helvede så mange år siden... selvom det hele var brændt ned og forfaldent, så var det præcist som han huskede det... og det gjorde ham en del mere rolig...
”Ville jeg lyve i mit eget hjem?” Romeos kæbe var så småt begyndt at bløde op så hvert eneste ord ikke gjorde lige så ondt som før ”hun skulle bruge mig, ikke? Så hvorfor ikke bare få det overstået så i kan starte forfra?”
”Hvornår er han blevet så smart?” lød den lyse stemme
”Bivirkning på evnerne” svarede træneren nærmest stolt ”han var aldrig den der spillede med musklerne, så han havde kun sit hoved at stole på... og det er da ikke noget at sige til, at hans krop ville få noget ud af alle de elektriske stød han har givet sig selv” ... ”selvfølgelig kunne vi godt have undgået da han slog sig selv ihjel”
Romeo lyttede bare, hvis det var sandt at han havde været døden nær, havde der været en forklaring på smerterne i brystet... hans krop kunne ikke følge med hans evner og den havde givet op... men hvis han stadig lå i live havde han formodet at vække sig selv igen... de mentale skader han vel havde påført sig havde styrket hans evne til at tænke men samtidig hæmmet hans krop og bevægelser... hvilket ville forklare hans stive kæbe og stadige kamp for at røre på sig...
”Så har i overvejet mit tilbud, min krop for sikring af deres liv?”
Der blev ikke svaret, og Romeo tog det som et nej... selvfølgelig måtte det ikke have lov til at være nemt...
”Hvis du inden for de næste tre timer kan finde den hemmelighed stedet her bringer, så lader vi dine såkaldte venner gå, hvis ikke, lemlæster vi dem for øjnene af dig... aftale?”
Romeo var sikker på at det ikke ville gøre mere ondt, skulle han ende med at se mere død, men han prøvede at holde sig optimistisk da tanken om at overleve var hvad der lige nu holdte ham i live...
De to mænd forsvandt og lod Romeo ligge, de havde ikke givet ham nogen hjælp og som han lå der, nærmest paralyseret tænkte han over, om det var det rette valg han havde gjort sig... Han tog en dyb indånding... én til, lukkede ned for sine muskler, tænkte tanker i hovedet og mærkede den ubeskrivelige og alligevel så hjemmelig smerte...

---

Gail løftede hovedet mens hun og resten af gruppen var i bevægelse, den skarp hovedpine havde indfundet sig, men hun prøvede ikke at lindre den ”han er på en gård af en slags” sagde hun, nærmest som hviskede hun det ”i et rum dækket af metal... muligvis han eget hjem”
”Men kom Romeo ikke fra en helt anden region?” spurgte Nate ind, med spørgsmålet mere rettet mod Juliet...
”Sådan forstod jeg det” svarede hun kortfattet ”men han talte ikke særlig meget om sin fortid... en ting jeg formoder at vi alle deler”
Både Nate og Gail nikkede da de huskede på hvorfra de kom... ingen af dem med gode minder derfra...
”Om det er hans hjem eller ej, så må vi finde ham... det var en elendig idé at skille os ad” Juliet fortsatte og igen fik hun kun to nik som svar
Iris/Luxray
Storm/Pikachu
Chrona/Galvantula
Jayden/Rampardos
Zeke/Venipede
Zapdos


28 - 08 - 2008
Brugeravatar
Wartortle Kvinde
Gymleder
Gymleder
 
Indlæg: 1700
Tilmeldt: 7. jun 2013, 21:50
Geografisk sted: Danmark
Land: Danmark

Indlægaf Wartortle » 8. maj 2015, 20:26

Kapitel 18

Som Romeo kunne estimere det, var der allerede gået en halv time og det var kun det nederste af hans ben der havde formået at vippe lidt, resten af ham var stadig paralyseret... ikke kronisk lammet men heller ikke villig til at røre på sig trods sin herres mange forsøg. Han var bange for at brække noget, hvis han lod hjernen tage over hvor kroppen ikke kunne, men hans alternativ var at han ville enten blive slået ihjel, eller være så ødelagt bagefter at døden kunne ville være en udvej for ham...
Han gav kroppen sin sidste ordrer, men lige meget hjalp det... derfor valgte han at gøre det med viljen og selvom alle hans muskler tiggede og bad ham om at lade være fik Romeo sat sig op og svinget benene. Han rystede og var på nippet til at hamre tilbage på den hårde bræt han før lå på, men viljen fik igen overhånd og hans fødder faldt mod jorden hvor han faldt i knæ, den eneste lyd der hørtes var hvordan hans krop faldt sammen, og det minded ham uhyggeligt meget om dengang Theo havde angrebet dem og sikkert nok åbnet for hans og Nates kræfter... Forskellen fra sidste gang var, at han var på mere hjemmelig jord, mere sikker på sine medmennesker og mere besluttet på ikke at dø end nogensinde før...
---

Gail stoppede ved en simpel dør ved et lille hegn, den stod på klem og træerne bagved havde fået noget af barken skrabet af og de yderste, nederste grene var knækket i stykker... nogen havde i hvert fald være der...
”Spor?” spurgte hun Juliet der satte en hånd mod jorden for at opfange mulige rystelser i den
”Der er stadige tegn liv her... men jeg opfanger meget mere end én livsform i nærheden... 12 for at være præcis, tre af dem mennesker.. de andre ni” hun stoppede op, fik et nærmest skræmt men også forundret blik i sine øjne... ”pokémoner”
Nate gik over mod døren og så over mod de andre, han havde stadig svært ved at tro det... men de var jo blevet lovet frihed og dertil også lov til at se pokémoner igen... det var dog så mange år siden at Nate havde svært ved at tro på at de eksisterede ”vi får reddet Romeo først, pokémonerne kan vente”
”Det kan de så ikke” sagde Juliet roligt, ”Romeo står ikke til at redde...”
”Hvad sagde du?!” udbrød Nate da han blev tysset af Gail
”... før vi har pokémoner til backup, jeg har opfanget flere livsforme denne vej på, der er sikkert mange flere end jeg kan fornemme, men der er mindst 50”
Nate sukkede men blev ved døren ”okay så... men så lad os finde dem hurtigt”
”Bare rolig” prøvede Gail at opmuntre Nate ”vi skal nok finde ham i live”

---

Der var en lang gang, mørket strakte sig så langt Romeo kunne fornemme det, man mistede fornemmelsen af størrelse midt i mørket, men af en eller anden grund vidste han præcist hvor han skulle hen... han var ikke hjemme, ikke der hvor han var født, men bygningen var bygget op på præcis samme måde, nærmest som om det var planlagt fra start at Romeo skulle være her... han sank en klump og satte hånden mod den kolde væg bare for at være helt sikker...

”Nede af gangen ligger vores forskningslokaler, her tester vi hvad pokémon er i stand til hvis de presses til deres yderste” ... ”vi tester i øjeblikket hvis vi kan udnytte deres uanede kræfter på en ny og innovativ måde”
”Såsom”
”Det er jeg ked af frøken ... men det kan jeg ikke nævne, af sikkerhedsmæssige årsager” ... ”men hvis de tog imod vores tilbud, kunne der måske ske en sikkerhedsbrist”
”Jeg holder stadig fast i mig valg, han er ude af billedet og skal ikke blive en forsøgskanin”
”Det ærgre mig, hans er ellers sådan et perfekt eksemplar”


Hans evner aktiverede sig selv, billeder og lyde blandede sig men Romeo holdte fokus, han var ikke sikker på om det var stedet eller om han var blevet forgiftet, kun at visionerne lige nu mere var en distraktion end en hjælp... han prøvede at ignorere dem, da han følte at en ny bølge var på vej

”Det skal være DEN?” ... ”hvad er det den møgunge har, som ingen andre har?”
”Stol nu bare på mig Rein, med moderen ryddet af vejen er der intet der holder os fra at tage ham... du vil ikke fortryde det”


Før Romeo kunne få slappet af, skete det igen

"Rein er fundet død, hængt sig i sin køjeseng” ... ”vi kan kun gætte os til at 0412 er den skyldige”
”Men 0412 er jo kun et spædbarn”
”Måske, men det er sket før... jeg tror at det er sandt nok”

...
”Jeg sagde det jo Rein, du ville ikke fortryde det”
...
”Velkommen til verden, barn nummer 0412”

Da Romeo endelig kom til sig selv stod han foran en dør hvorfra et svagt lys kunne ses... han tog i døren og kiggede ind
Iris/Luxray
Storm/Pikachu
Chrona/Galvantula
Jayden/Rampardos
Zeke/Venipede
Zapdos


28 - 08 - 2008
Brugeravatar
Wartortle Kvinde
Gymleder
Gymleder
 
Indlæg: 1700
Tilmeldt: 7. jun 2013, 21:50
Geografisk sted: Danmark
Land: Danmark

Indlægaf Wartortle » 11. maj 2015, 19:21

Kapitel 19

”Det er en Pikachu” lød stemmen mens en hånd uglede hans mørke hår ”som alle andre pokémon er de stærke men også følsomme væsner vi skal værne om og beskytte... kan du huske godt på det, søn?”
”Ja far”


Romeo satte sig forsigtigt i knæ og rakte en flad hånd over mod buret hvor et lille gult væsen sad og rystede mens det knurrede og skød ryg...
”Som jeg sagde” han lo let da han sagde det ”så vil jeg ikke dig eller dine venner noget”
Det gule væsen slappede mere af og begyndte forsigtigt at sniffe til Romeos fingre...
”Hey lille ven” selvom Romeo godt vidste at der ikke var længe til at de tre timer var gået tog det ganske roligt for ikke at ophidse det lille væsen...
Det vendte sig forsigtigt om, kiggede op med sine brune øjne der næsten matchede Romeos øjenfarve og sniffede ud i luften, det sad stadig samlet med ryggen skudt...
Romeo så flyttede blikket op mod væggen bag buret med det gule væsen, der var intet ur og ingen vinduer og først nu hamrede stanken ind over ham, urin og ekskrementer blandede sig i den svage men stadig tydelige sprittede lugt i rummet, hvad end der havde fundet sted her, havde ikke været menneskeligt...
”Du er en” efter en kort hovedpine med et syn han havde fuld kontrol over sukkede han... han vidste ikke hvad det gule væsen var
”Piii..ka” sagde det svagt og den lille lyd fik Romeos fulde opmærksomhed ”chuu”
”Pika...chu... Pikachu” prøvede Romeo og væsnet reagerede på det ved at løfte hovedet et par millimeter... det var døende og Romeo var ikke sikker på om han skulle bruge tid på at redde det... omvendt anede han ikke hvor hans venner var og om de overhoved ville nå at kunne finde ham. Han tog chancen, tog fat om buret og sendte stød igennem det, men der skete ikke noget... han prøvede igen og frustationen fra den gang han ikke kunne redde Pepper blusede op i ham igen... hans øjne var fugtige og han havde slet ikke tid eller lyst til at græde, han kendte ikke det lille væsen og han havde sit eget liv at tænke på først... og alligevel kunne han ikke få sig selv til at lade flere dø i hans navn...
Mens han fortsatte mærkede han noget om sin hånd, det var ikke den samme brændende smerte som han kendte til, det var mere som om noget ætsede hans hånd og da han så op slog hans hjerte et slag over af skræk

---

”Er det her Romeo voksede op?... sikke et hul” Gails spørgsmål blev ikke taget særlig godt imod, hun mærkede at alvoren havde et fast greb i sine nye, bedste venner så hun stoppede igen, hun var ikke sikker på hvorfor men noget i hende sagde at stop betød stop...
Gail lignede udenpå en femårlig der så lidt ældre ud end sin alder men indeni var hun en helt anden... hun huskede ikke hvornår det begyndte, kun at så længe hun kunne huske det havde hum levet som et afskum, konstant bundet som slave til en mand hvis eneste fornøjelse var at se Gails liv falde sammen... hun var aldrig blevet rørt, han havde aldrig talt med hende, kun sat hende i et lille bur hvor der dagligt kom mand og drikke... det var først da der var gået tre dage uden mad og drikke at Gail tog tingene i sine egne hænder og hvor hun havde opdaget sine evner og overlevet på den vand hun kunne producere... Det stod kun på i et halvt år, men det havde været nok til at ændre hende og gøre hende usikker på alle omkring sig... indtil hun mødte den mere indelukkede Maya hvis livshistorie var så grum at Gail havde fortrængt den... Gail havde åbnet sig op for at få Maya åbnet op... og kort derefter var de blevet fundet af Team Purity...

”Det ser ubeboeligt ud” konstaterede Juliet og prøvede at finde en indgang til bygningen ”det har stået tomt længe, længerer end Romeo har været i live... jeg skyder på 30års forfaldenhed”
Juliet vidste en hel masse om alting og lige så meget om ingenting, hun var kølig og velovervejet og gemte sine følelser inde i sig selv, hun var enebarn, alene med sin syge mor og skulle derfor være den der tog sig af andre, den der aldrig græd og den der ikke dannede relationer med nogen, for sådanne bånd kunne brydes og det ville gøre for ondt. Hendes mor døde alligevel trods alt Juliets hårede arbejde og hun vandrede alene rundt uden at binde sig til nogen... en tidlig, snekældt og kold morgen blev hun ført af en gråd der tilhørte en dreng lidt yngre end hende selv, han var bundet i tøjlaser og blodige stykker stof og hans brune øjne havde skreget på hende som var han den mor hun lige havde mistet... Juliet ville ikke, men kunne ikke lade være, og hun tog drengen til sig og han var hende evigt taknemmelig... selvom han aldrig havde sagt det...

”Så det er IKKE hans hjem?” Nate der så hvordan begge piger stod og blunede fik dem tilbage til virkeligheden med sit spørgsmål, ”er han her overhoved?”
Juliet nikkede bestemt ”han er her helt sikkert, og jeg fornemmer at han er nede, noget under jordens overflade”
”Og de andre?” fortsatte Nate ”har du opfanget dem?”
”De kommer i perioder” sukkede Juliet ”lige nu kan jeg kun fornemme én mere end Romeo” hun hev så efter vejeret og faldt til jorden hvor hun ganske hurtigt vendte det hvide ud af sine sine øjne før hun satte sig op igen ... ”hvordan kan det være ham”
---

”Jeg bad dig om ikke at holde af ham... havde du gjort som jeg havde sagt, så havde vi fået løst det her meget mere roligt”
”Men...” Romeo havde ikke flyttet sine hænder der stadig var ved at brænde af syren der løb ned af dem ”hvordan er du i live”
Der blev hostet da låsen til buret endelig gik op ”jeg ved ikke om du kan kalde os i live”
”Os?!” ... ”er.. Pep...”
”Omstændighederne taget i betragtning, ja, så har du det godt” ... der hørtes et suk, en lyd Romeo ikke troede var mulig fra den person ”men hun var den eneste jeg formåede at redde”
...
”Jeg håbede at den gift der har givet dig alle de visioner kunne få skræmt væk... men de gjorde dig omvendt nysgerrig”
”Hvad mener du”
”Troede du, at det du så, var visioner fra dit eget liv?”
Iris/Luxray
Storm/Pikachu
Chrona/Galvantula
Jayden/Rampardos
Zeke/Venipede
Zapdos


28 - 08 - 2008
Brugeravatar
Wartortle Kvinde
Gymleder
Gymleder
 
Indlæg: 1700
Tilmeldt: 7. jun 2013, 21:50
Geografisk sted: Danmark
Land: Danmark

Indlægaf Wartortle » 18. maj 2015, 19:19

Kapitel 20

”Hvad mener du med at Theo stadig er i live?!!” Nate tog hårdt fat i Juliets krage ”jeg troede du var færdig med at stikke os i ryggen, at din lille komedie med ham var slut!!!!”
”Nate slap af” bed Juliet tilbage, mere oprevet end nogen af dem før havde set hende
”Nej!!” bed han tilbage ”jeg vil vide om du har noget kørendene med ham og hvilket følelser du har indblandet” han blev stille ”først Pepper, så Romeo... hvis jeg mister dig, har jeg ingen steder at gå hen”
Nate lignede ham på en prik, den lille dreng Juliet havde fundet... men denne gang beskyttede hun ham ikke fordi hun følte som en opgave... men fordi hun ville... fordi hun havde fundet én hun turde lade være sin beskytter”
”Slap af Nate” prøvede hun igen og denne gang så det ud til at virke for Nate slap hende men så stadig med mistro på hende ”hvorfor er han i live?”
... ”det ved jeg ikke Nate”

---

”Nate?” Romeo sad med Pikachu i sin favn og sendte elektricitet igennem den for at give den kræfter nok til at røre på sig ”det var Nates minder?”
”Præcis” fortsatte Theo ”hvis du så hvilke ting Nate havde lavet håbede jeg at du ville tage afstand fra ham og at dine venner ville følge dig trop”
”Men hvorfor?” selvom tanken om at Pepper stadig var i live fyldte hans hoved formåede han at holde sig fokuseret på opgaven han var blevet givet ”hvad gør Nate så speciel?”
”Han er den de søger.. han er barn nummer 0412” Theo var rolig, men ikke på sin samme ligeglade eller kolde måde, der var sorg af spore i hans ord
”Men jeg er jo 0412... det er det de altid har kaldt mig”
”Fordi din far valgte at gøre dig til lokkemad... for at beskytte hans yngste søn”... Theo rejste sig op ”det samme det svin til Rein har gjort ved mig”
Hvorfor omtalte Theo ham selv, Romeo og Nate som værende under den samme far, hvad var det præcist manden prøvede at sige?
”Men det kommer ikke nogen så nøje, alt du skal vide er, at du skal holde dig fra Nate hvis du har dit liv kært” han lo så ”men det var præcist hvad der blev sagt til mig om dig... lillebror”

---
”Jeg har fundet en løs sten!” udbrød Gail og snart var Nate og Juliet henne ved hende ”hvis ikke vi kan finde en dør ind, må vi selv lave den”
Juliet sendte Gail et venligt blik mens hun begyndte at fjerne sten om Nate allerede var begyndt på...
”Tror du der er andre i live?” spurgte Gail ind til, uden at skjule at hun inderligt håbede at Maya stadig var i live
”Det er svært at sige” jeg lærte aldrig Maya så godt at kende så at vide præcis hvem der er er ikke nemt... men jeg lover hvis jeg opfanger noget hvor jeg fornemmer ild” hun tog endnu en mursten og smed den til side...
Gail smilede tilfreds med svaret og fortsatte og før de vidste af det havde de lavet e6t stort nok hun til at de kunne komme ind...

---

”Du burde hellere gå tilbage til Pepper” foreslog Romeo da Pikachu rørte en smule på sig ”jeg vil ikke have at hun er alene, og jeg føler at jeg burde stole på dig denne gang” han smilede, eller prøvede da på det ”fortæl hende at jeg er på vej”
Theo nikkede og så på Romeo, de lignede ikke hinanden overhoved, Theo med sit kulsorte hår og gule øjne, Romeo med sine lokker og øjne begge malet brune, alligevel forstod hinanden på et dybere plan end hvad udseendet lige kunne fortælle... ”og Theo...”
”Ja?”
”Tak”
”Mig en ære” ... ”og pas nu godt på ham og dig selv”
Romeo sank en usikker klump igen og sendte Theo et stålsat blik ”det skal jeg nok”
Iris/Luxray
Storm/Pikachu
Chrona/Galvantula
Jayden/Rampardos
Zeke/Venipede
Zapdos


28 - 08 - 2008
Brugeravatar
Wartortle Kvinde
Gymleder
Gymleder
 
Indlæg: 1700
Tilmeldt: 7. jun 2013, 21:50
Geografisk sted: Danmark
Land: Danmark

Indlægaf Tahu 1 » 19. maj 2015, 08:26

Jamen dog, jamen dog, jamen dog dog dog, spændingen stiger! x3
~RPG karakter~
Billede
((Klik på billedet for mere info))

Billede
Brugeravatar
Tahu 1 Mand
Skribent
Skribent
 
Indlæg: 1628
Tilmeldt: 7. jun 2013, 21:33
Geografisk sted: Holbæk, Vestsjælland.
Land: Danmark

Indlægaf Wartortle » 17. jun 2015, 00:10

Det trak ud og jeg har haft bump på vejen, men nu er den færdig. Indrømmer gerne at jeg længe ikke har haft lyst til at skrive den, så de sidste kapitler er ikke særlig gode... men nu, nu er den her... en fortsætter følger med store muligheder IKKE (du har dog lov til at lave din egen hvis det er)

”Hvis vi lader dem bo sammen vil de aldrig udvikle sig... du bliver nød til at give dem væk”
”Men... den ene af dem er nyfødt og hans mor er lige gået bort... jeg kan ikke efterlade ham”
... ”nuvel, behold ham Rein, men han er dit ansvar”


Kapitel 21

Romeo prøvede at finde rundt i mørket mens han mærkede hvordan Pikachu kom mere til kræfter for hvert skridt han tog. Han ville hest vende om og løbe den samme vaj som hvor han kom fra, men det var også som om at mørket førte ham tættere på det han søgte... dem han søgte...
”Chu?” Pikachu gav lyd igen, denne gang i en mere frisk tone
”Kan du give lidt lys” smilede Romeo der selv stadig brugte sine kræfter på at hele Pikachu ”vi har brug for lys”.
Pikachu nikkede og mens dens små kinder begyndte at lyse op frygtede Romeo hvad han skulle finde i lyset og det der mødte ham var præcist hvad han havde forventet... blodspor, på gulvet og hen af vægen og lugten af dødt og fordærvet menneskekød.
Hans mave slog en enkelt kolbøtte før den faldt på plads og hans fodtrin blev mere faste mens han fortsatte ned af gangen mod det ukendte

---

Gail brækkede sig ganske kort men hverken Nate eller Juliet tog sig af det mens de fortsatte de smalle gange kun oplyst af hullet de kom ind af der forsvandt længerer og længere væk bag dem...
”Hvad er det her for et sted” peb Gail med endnu en omgang bræk højt oppe i halsen ”det lugter som om nogle er død herinde”
”Det kan vel også meget tænkes at der er” sagde Juliet roligt, stadig upåvirket af lugten og at de Gail brækkede sig igen af hendes kommentar ”guderne vide hvad der ikke er fundet sted”
Nate havde forholdt sig stille, han var blevet meget usikker siden han havde hørt at Theo stadig i live, men på en eller anden måde også tryg omkring tanken, at der i det mindste var ét andet kendt ansigt udover Romeo der ventede ham... men det der skræmte ham mest var hvor mere og mere sikker han blev på, at han havde været i bygningen før og at det de nærmede sig var noget han ikke ville huske, men var så tæt på at gøre

---

Romeo og Pikachu stoppede op i et stort rum der mindede ham om det han var vågnet op i, men meget, meget større... i midten var der en montre og rundt om den mindre montre, så store at spædbørn kunne være i dem...
Varsomt gik han hen imod en af dem, den han følte at han kendte og lagde en hånd på den hvorefter hans evner viste sig i sin mest aggressive form...

”Hvad laver han?!” råbte en drengestemme og Romeo så hvordan en drenge han syntes han kendte, kom i høj fart mod ham. Han havde aldrig prøvet at være en del af sine syn og da han så ned på sig selv var han et lille barn, han rev sig i håret, det var sort, så ned i et ødelagt spejl... gule øjne... dette var ikke et af Nates minder, men et af Theos
”Han har ødelagt det hele, dræb ham!!”
I ren panik sprang Romeo eller, Theo eller hvem der havde kontrollen på drengen og fik ham nedlagt og fandt en stykke af det ødelagte spejl og satte det mod halsen på drengen da pludselig hans vision blev afbrudt af en hård vandstråle der sendte ham flere meter væk og da han ramte jorden vågnede han og for kun at se Nate spurte over til ham da han besvimede.

”Romeo, Romeo er du okay” Gail puffede let til ham og Romeo åbnede sine øjne først på halvt men så panisk fuldt åbne mens han så sig forvirret rundt... han var stadig i rummet med lyset fra Pikachu, rundt om sad Gail, Nate og Juliet og en sten faldt fra hans hjerte lige indtil han så pigerne seriøse blikke og Nates, der slet ikke kiggede på ham ”hva.. hvad skete der”
”Du havde nær slået Nate ihjel, det var som om du var i en trance... som om du virkelig ville dræbe ham”
Romeo prøvede at få øjenkontakt med Nate, men lige meget hjalp det...
”Skal vi gå” sagde han tørt efter et par sekunders stilhed ”den galning til Theo render sikkert stadig rundt herinde”
Romeo var på nippet til at fortælle dem om Theo men forholdte sig tavs, mere fordi han ikke var sikker på noget som helst mere og mest af alt bare havde lyst til at blive i mørket villig til at lade de andre dø, bare for at få den fred han i så mange år havde søgt.

______________________________________________________________________________________________________________________________

Kapitel 22

Theo hev efter vejeret da han hamrede siden mod en af de blodige vægge ”i det mindste ved han det nu” sagde han forpustet og så ned på en pige der havde blikket rettet mod gulvet ”han sagde, at han nok skulle komme og finde dig” ... ”du er heldig at have fundet sådan én som ham”
Pigen lo let men hostede bagefter og rystede af træthed ”jeg har ikke bragt andet end sorger til ham, så måske har du ret at jeg er heldig, tænk engang, efter alt der er sket leder han stadig efter mig” ... ”hvorfor gør han det Theo?”
”Fordi han elsker dig” smilede han ”og det er den eneste grund han behøver”

---

”Kan du gå?” spurgte Gail forsigtigt Romeo der med besvær kom op og stå, det var ikke alt i kroppen der var blevet mobilt endnu og han frygtede lidt, at det aldrig ville blive det...
”J..ja” løj han og begyndte at humpe hen til Juliet der gik langt nok fra Nate for ikke at irritere ham men stadig så tæt på at hun kunne se ham... da han var helt over ved hende faldt han ind i hende og det gav nok larm til at Nate stoppede og han så nærmest hadefuldt ned på Romeo
”Fjern dig” sagde han koldt og rev Juliet væk fra Romeo der dog blev hjulpet op af Gail
”Vi skal bruge ham” svarede Juliet ”han ved hvor pokémonerne er”
Nate stoppede op ”men han slår os sikkert bare ihjel... jeg tror godt jeg kan se hvorfor jeg angreb ham da jeg mødte ham først... det er ham der har været stikken, du var bare hans cover Juliet... han slog sikkert også selv Pepper ihjel”
”Så holder du kæft!” Juliet løftede stemmen men stoppede da Romeo lagde en hånd på hendes skulder og humpede hen til Nate ”du aner ikke en skid” sagde han ”jeg ved ikke hvor de åndssvage pokémoner er” han pressede sine fingrenegle ned i nakken på Nate... ”det gør du”

”Hvorfor er det mig far, hvorfor er jeg den udvalgte?”
”Fordi du er som ingen andre min dreng” ... ”du er ham der skal vække Arceus”
”Hvad er Arceus”
”Arceus er den mest perfekte pokémon i verden... den kan blive præcist hvad du vil have den til”
”Kan Arceus, så også blive mig?”
”Nej min søn, du ER i en forstand Arceus”... ”og det er derfor du bliver nød til at dø”

”Vi tre, vi skal nok klare den” ... ”bare husk hvor pokémonernme er”
”Jeg gør jer en stor tjeneste, men i kan ikke vide noget, det er derfor jeg vil have at du løber din vej og glemmer hvem vi er... gør det for mig Romeo... for Nates skyld”


---

”Det var det jeg sagde til dem... vi tre skal nok klare os” Theo lukkede stille sine øjne mens alting stille og roligt mørknede om ham ”men det må jeg tage i mig... de to skal nok klare sig” ... ”sig det til dem Pepper, gider du?”
”Det skal jeg nok Theo, sov nu godt”
...
”Theo?”

---

Nate blev stående mens Romeo vred en hånd om sit bryst mens smerten i armen døde ud, han mærkede hvordan Juliet havde fat i ham skulle han vælte, mens Gail bar Pikachu i sine arme...
”Hv...hvilken vej?” stammede han mens Nate kun stille og roligt begyndte at gå og snart fulgte de andre med, længere ind i det store mørke rum.

______________________________________________________________________________________________________________________________

Kapitel 23

Ingen af dem sagde noget mens Nate førte an, hvad end der lige var sket var han sikker på hvor de skulle hen, men en anden tanke blev ved med at skygge ham...
”Theo er...” startede han ”...ikke?”
”Jo” svarede Romeo stille
”Hvilket også betyder at vi?” igen stoppede Nate
”Jo” fortsatte Romeo ”men som sagt er det heller ikke vigtigt, vi skal ud af det her, så tager vi den bagefter... først finder vi pokémonerne og så Pepper”
”Er Pepper i live?!” udbrød Gail så højt at Pikachu vågnede lidt mere ”hvor er hun, er hun okay?”
”Jeg ved det ikke” svarede Romeo der mest af alt bare havde lyst til at kaste sig i hendes arme og slippe ud af helvedet ”men som sag...”
”Så finder vi hende med sikkerhed” afbrød Juliet og så over mod Romeo der gik foran hende men bagved Nate...
Romeo vendte hovedet over mod hende og sendte hende et lille smil mens gruppen fortsatte...

Mens de gik og mørket svøbte sig om dem kunne Romeo ikke gøre andet end at ligge alle brikkerne sammen, hvornår havde han været i familie med Nate eller Theo... faktisk kunne Theo sagtens have fundet på det, men omvendt vidste Romeo at Theo ikke var dum nok til bare at finde på en røverhistorie, så han valgte at tro hans ord...
Da Pikachu igen var ved at blive træt, holdt gruppen også hvil, de små gange lignede hinanden og de havde ingen idé om hvor de var, kun at der hvor de var, skulle de ikke være...
”Vi er meget tæt på” konstaterede Juliet da hun fjernede sin hånd fra vægen ”men der er lige så mange fjender i nærheden”
”Så lad mig tage dem” svarede Gail og så seriøst på dem, selvom lyset var svagt var hendes øjne ganske tydelige at se...
”Nej, jeg ordner dem” svarede Romeo og tog Pikachu ud af Gails arme ”hvis jeg alliere mig med Pikachu har vi måske en chance”
”Så går jeg med dig” svarede Nate bestemt og uden at høre nogen brok nikkede Romeo og de to drenge samt Pikachu forsvandt i den vej Juliet havde mærket pokémonerne”

”Maya er her ikke vel?” Gails tone var trist og underligt lig sin alder ”du har ikke snakket om ild længe, alt du har sagt er andre mennesker og pokémon”
Juliet sukkede men nikkede ”jeg har ikke opfanget noget der kunne minde om Mayas energi... det er jeg ked af”
”Jeg kan vel ikke få det hele” igen lød Gail pludselig så gammel ”jeg mener Romeo kan, men ikke mig”
Juliet så bare ned på Gail og smilede ”du må altså gerne opføre dig som et barn nogle gange”
Og så brød Gail ud i gråd

”Så Theo, du og jeg er brødre?” Nate fulgte så hurtigt som han kunne efter Romeo
”Det var hvad jeg så og hvad jeg kan gætte mig til... men ændre det virkelig på så meget?”
Nate lo lettet trods situationen ”det er længe siden det bare har været os to, har det ikke?” han lod ikke Romeo svare før han fortsatte ”før alt det her startede, den dag du og Juliet fandt mig... der kan jeg huske at du sagde at jeg var noget helt andet... hvad mente du med det”
Romeo kunne godt huske det, men nu hvor han blev stillet spørgsmålet kunne han ikke helt hitte ud af hvorfor han havde sagt det ”fordi jeg stadig tror at du spiller en stor rolle i det her” svarede han
”Det var DIG der blev kidnappet og det er DIG de har gjort fest umenneskelige ting mod... er det ikke nemmest gætte at DU måske er deres stærke led?”
”Måske” igen pausede Romeo ”men så havde de nok slået mig ihjel... jeg tror gerne at jeg er vigtig... men jeg tror ikke det er mig de er ude efter”
... ”er der noget du endnu ikke har fortalt mig, Romeo?”

---

Pepper havde ingen idé om hvor og hvor langt hun havde gået, kun at hun måtte være nær noget, for der var et svagt lys i den anden ende og hun syntes også hun kunne høre fodtrin... Forsigtigt træk hun vejeret og lyttede igen, ventede på noget helt bestemt... og så hørte hun nogen nævne et navn...
Hun satte farten op... styrtede mod det svage lys

______________________________________________________________________________________________________________________________

Sirius Rein var en ung men ynders klog mand og et af verdens mange vidundere, professorer søgte halve verdner for at finde nogen der kunne måle sig med ham, og selvom de fandt folk der havde samme intellekt fandt de aldrig det der gjorde Rein til noget helt særligt...
”Vi vil bede dig om at medvirke i et eksperiment” en ældre herre lagde sine spidse albuer på bordet mens hans blik fangede den unge mand og holdte ham fast ”vi har, efter vores sidste undersøgelser fundet noget i dem, vi ikke har set i en menneskealder” ... ”du har vel hørt om Team Purity?”
Manden nikkede en smule usikkert ”det er svært at undgå dem, men det har aldrig interesseret mig, så jeg må skuffe dem og sige, at navnet er det eneste jeg kender til organisationen”
”Vi er en gruppe folk der ønsker menneskerne det bedste, en verden hvor de uanede kræfter pokémon har bliver udnyttet på bedst mulig måde, hvor mennesker og pokémon arbejder sammen på en måde endnu ikke set før... en mand med dine evner kunne være præcis det vi mangler”
”Hvad får jeg ud af det?” spurgte han eftertænksomt ”hvilken vinding har jeg?”
”Jeg kan give dig en familie og et sted du kan leve dit liv i sikkerhed, en verden hvor dine ideer og brillante tankegang vil leve videre i alle generationer der kommer... jeg kan give dig en mening til hvorfor du er blevet sat her på jorden... jeg kan være din gud”
Manden, der aldrig tænkte med sit hjerte kunne ikke andet nu og uden at have nogen kontrol faldt ordene ud af munden på ham ”jeg er villig til at gøre det”


3 drengebørn, et år imellem dem, 2 af dem ubrugelige, ét af dem præcis det de ledte efter...
”Velkommen til verden, barn nummer 0412... lov mig at du stopper det her helvede jeg har skabt”


Kapitel 24

---
Romeo stoppede op, hans hjerte hamrede men faldt til ro da Pepper pressede sig ind mod ham... de var begge trætte, ligesom Nate var det. Nate var dog mere fokuseret end de to til sammen, og Romeo frygtede at han havde vist mere end hvad godt var... omvendt var han ikke sikker på noget som helst... han var muligvis bror til både Theo og Nate og skulle nu til at gøre det af med dem... det var i hvert fald den eneste mulighed han kunne se...
”Har du tænkt dig at holde afstand hele tiden?” spurgte Romeo Nate imellem sine vejrtrækninger ”jeg har sagt hvad jeg ved, og du kan godt se at det er det eneste vi kan gøre”
”Men ændre det virkelig på noget” ... ”bare fordi jeg er den ’rette’ til at fortsætte den her syge arv, betyder ikke at der ikke dukker andre op med de samme perfekte evner?” Nates tone var ikke til at identificere, der var alt for mange følelser i den ”Theo kunne ligeså godt have mente dig, Pepper eller en eller anden vi ikke kender”
Nate havde en pointe men Romeo ville ikke falde på bar bund, så han holdt fast i sin teori, lige meget hvor makaber den så måtte være...
”Hvis Rein var jeres far og han havde den rette evne, og Nate er hans søn også med den... så må der jo være en længerer række af folk med disse evne” startede Pepper... ”og siden der er så mange med evner er der vel også flere med det ’rette’ gen...” hun opdagede at det var præcis det samme Nate lige havde sagt og så hvordan det ikke hjalp på Romeos humør ... ”alle med det rette gen må jo stamme ét eller andet sted fra”
Den sidste kommentar ændrede Romeos syn fuldstændig... det havde været så åbenlyst og lige for næsen af ham, men midt i frygten, glæden, sorgen og det store hav af andre vilde følelser havde han være så blind...
Han vendte sig om og uden af vide af det kyssede han Pepper og så dybt i hendes øjne, mere sikker end før ”vi skal nok komme ud” forsikrede han...
Pepper stod paf men med ildrøde kinder som hun, sammen med Nate og Romeo tog de sidste skridt ind til det der ventede dem...

Gail bakkede så langt tilbage at hun stødte ind i Juliet, det hun havde set havde overgået hendes fatteevne... men hun vidste at Juliet om lidt også ville se det...
En glassøjle fyldt med en underlig væske hvor der indeni svømmede noget rundt, det lignede en pokémon, hvid, firbenet, nærmest samme positur som en hjort, men dens ben bagben var menneskelige og den forben havde hænder... lige nu havde den ryggen til, og Juliet håbede ikke at den vendte sig om... hvad end der gemte sig, kunne det ikke være kønt...
”SiriUS REin AsCenos” læste hun under søjlen... en underlig kombination af store og små bokstaver SUREAC, det var hvad det sagde... og selvom hun ikke kunne hitte ud af hvad det betød, vidste hun helt ind i hjertet, at det var her svaret lå

______________________________________________________________________________________________________________________________

Kapitel 25

Nate så dem fremme, Juliet og Gail, frosset fast i frygten overfor de underlige væsen der kom til syne i hans øjenkrog
”Er det den?” spurgte han Juliet da han kom op på siden af hende
”Det er Arceus” svarede hun ganske kort ”eller hvad team Purity troede kunne blive Arceus... det er derfor de skulle bruge én af os så de kan lave en ny”
”De skal bruge mig” forsikrede Nate, nærmest som havde han accepteret den hæslige skæbne der ventede ham
”Men vi stopper det inden” Pepper afbrød dem til Juliets og især Gails glædelige overraskelse
”Spørgsmålet er bare hvordan” sukkede Romeo og som den første lagde han hænderne på glasset og væsnet rørte på sig, vendte sig om og fremviste et deformt ansigt og en lille mund der bevægede sig mens en svag hylen kunne høres
”Den lider” kunne Gail konstatere ”det er ikke rimeligt at lade den leve, når den har det sådan der”
Gruppen nikkede, ingen af dem i tvivl om hvad de måtte gøre...
Pikachu i Gails arme vågnede op til lyden, den så forvirret og skræmt op mod glasset hvori Arceus misfostret svømmede rundt. Den vred sig fri af Gails arme og tacklede til noget længerer væk, prøvede at sende elektricitet igennem noget.
Hurtigt var Romeo derovre og hjalp til og det mørke rum begyndte at give lyde og lysne op... der var flere montre som den Arceus befandt sig i, rundt om i hele det nu tydeligt kolossale lokale var fyldt af montre, alle sammen med misfostre i....
Raikou, Tornadus, Kyorge, Genesect, Giratina, mange af navnene havde Romeo aldrig hørt om men han følte sig tiltrukket af Raikou og da resten af gruppen så rundt kunne de ikke undgå også at føle sig tiltrukket...
Nate gik over til navnet Tornadus, et blåt væsen med klør og en hale af menneskehud... ansigtet lignede en pige, ikke særlig gammel og med ansigtet presset sammen.. det var kun de sorte hårtotter der hang der fik Nate til at tro at det var en pige...
”Hvad er det” hulkede Gail instinktivt på vej ned mod Kyorge ”er det hvad Team Purity ville bruge os til?”
Juliet med kvalmen helt oppe i halsen stoppede foran Genesect, den mindst deforme af dem ”hvad var det de sagde de, Team Puritys mål var?” spørgsmålet var rettet mod Romeo
”At mennesker og pokémon arbejder sammen på en ny måde, endnu ikke set før”
”Horri”...
”MAYA?!” Gails panikramte stemme stoppede dem og de vendte alle opmærksomheden over mod den lille pige, der havde fundet en ny montre. Maya, nøgen og deformt, opslugt af en rødlig hud og gullige øjne... Hendes krop pulserede og hendes ene øje stirrede stift på Gail. I et split sekund begyndte hun at røre på sig, mere voldsomt end nogle af de andre væsner, den samme hylen lød igen, men der var ord indblandet... de var tydelige at høre og umulige at glemme...
”Kom her!” Romeo var hård i sin tone da han kaldte Gail hen til sig ”du kan” ikke rede hende, og vi kan ikke lade hende lide”
Juliet nikkede men svarede ikke...
Kun Nate og Pepper havde ikke gjort noget ud af det frygtelige syn...
”Kom så her!!” prøvede Romeo, hans stemme var begyndt at lyde som dengang Pepper først var forsvundet og den løb Nate koldt ned af ryggen...
Men Gail blev på sin plads, synet af Maya havde paralyseret hende fuldstændig
”Gail, gør nu som han siger” prøvede Nate ”du ved også godt at hun ikke står til at redde”
Gail begyndte at snøfte, men blev atter på sin plads
Juliet lukkede sine øjne, der var andre livsenergier i rummet, de var svage og velkendte... alle de før havde kendt var her, i en eller anden form, helt eller halvt menneske... Men der var nogle på vej, nogle med tydelige pulse, nogle stærke nok til at gøre en ende på dem ”vi skal have det lukket ned nu!” sagde hun og Romeo og Nate påbegyndte alt hvad de havde lært til at ødelægge montrerne og det der var derinde i...
Pepper havde stadig øje på det mærkelige væsen i montren, en nerve stikkende ud på ryggen på den og pulserede i takt med hendes hjerte... hun vidste ikke hvad væsnet var mere og hun vidste at lade det leve kun ville forlænge dets pinsler, men alligevel, som hun kiggede på det deforme væsen følte hun noget hun troede hun havde mistet, noget andet end venskab eller kærlighed... noget... familiært...
Hun vendte sig stille om, skreg lydløst på Romeo der vendte sig imod hende. Han prøvede at fremkæmpe den samme tone som han havde talt til Gail i, men hans ord forblev sagte mens han lukkede sine øjne, med begge hænder på montren og sendte et dødeligt og præcist elektrisk strøm igennem montren og ind til væsken der i et splitsekund spærrede sine menneskelige øjne op og snak mod bunden, kroppen fuld af brandsår... hvis ikke den allerede var død, ville den snart gøre det...
Han så over mod Pepper, hans bliv var fortabt da hun ikke så tilbage men i stedet for bare gled hånden hen over monteren og vaklede mod den samme indgang de var kommet imod, den indgang der snart ville blive fyldt med fjender...
Romeo sukkede for sig selv, fjernede selv sine hænder og så rundt... de fulgte hans eksempel og begyndte at tage skridt imod Pepper...
Stille sukkede Romeo for sig selv, tog imod hvilken som helst skæbne der ventede dem...

---
”Hvordan tror du de bliver?” stemmen, en kvindestemme rungede i hans øre
”Det er ikke til at sige” ... ”selvom jeg kun har set dem ganske få gange ved jeg, at deres skæbner, personligheder og liv bliver vidt forskellige... men...”
”Men?”
”Hvis de ikke kan bruges Zaria... finder du så ikke bare nogle nye?”
”... Jo Sirius...” ... ”jeg kan altid finde nogle nye”
Iris/Luxray
Storm/Pikachu
Chrona/Galvantula
Jayden/Rampardos
Zeke/Venipede
Zapdos


28 - 08 - 2008
Brugeravatar
Wartortle Kvinde
Gymleder
Gymleder
 
Indlæg: 1700
Tilmeldt: 7. jun 2013, 21:50
Geografisk sted: Danmark
Land: Danmark

Indlægaf TL » 17. jun 2015, 08:21

Den lyder ekstraordinær. Nu da du har 'færdiggjort' den, må jeg bruge tid på at læse den!
Billede
Kŭshta ''Muller'' Iriomote
~Pokés~

BilledeBilledeBillede
Horsea/Dwall - Vibrava/Trickster - Skitty/Kitty
Brugeravatar
TL Mand
Supertræner
Supertræner
 
Indlæg: 316
Tilmeldt: 9. jun 2013, 11:09
Geografisk sted: Odense SV 5250
Land: Danmark

Foregående

Tilbage til Fanfiction

cron